Et kig på Viagogo og markedet for videresalg af eventbilletter

person med skilt billetter soeges

Billetterne er udsolgt ved den officielle forhandler, og du går på jagt på det private marked. Hvad er op og ned? Vi tager et uafhængigt kig på Viagogo, verdens største videresalgsplatform.  


Note: Denne artikel er skrevet i 2019, så Viagogos forretningsmodel kan efterfølgende være forandret.


Der er altid en risiko ved at købe billetter af privatpersoner på diverse markedssider – uanset om det er internationale Viagogo, Facebook, Den Blå Avis, Gul & Gratis eller andre danske/internationale sider. Man kan stole på flertallet, men enkelte mennesker lader sig desværre lokke af udsigten til nem indtjening.

Dansk lovgivning forbyder videresalg af billetter til overpris – man skal holde sig til pålydende pris. Ordlyden i lovgivningen finder du her (eksternt link til Retsinformation.dk):


Lov om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer


Hvad er Viagogo?

Viagogo er blot én af mange markedspladser, hvor der hvert år handles millioner af eventbilletter mellem en sælger og en køber.  Andre markedsplatforme hedder f.eks. Stubhub, OnlineTicketExpress, Festicket, OnlineTicketShop, TicketGum, Fanpass, SeatGeek m.fl.

Viagogo har styr på sælgers og købers oplysninger, og selve systemet/softwaren er enormt pålideligt.

Viagogo har en garantiordning, der skal sikre, at køber får brugbare billetter. Hvis billetten ikke er valid, får sælger ikke sine penge. Køber har nemlig nogle få dage efter eventens afholdelse til at indgive klage over en ugyldig indgangsbillet, og sælger bliver først betalt ca. 5 dage efter eventens afholdelse. Indtil da ligger købers betaling hos Viagogo.

Overdragelsen af en eventbillet foregår enten via “instant download” af billetfilen eller via verdensomspændende kurérforsendelse af ‘fysiske’ billetter. Kurérforsendelsen forestås af UPS og er inkluderet i den samlede pris.

Er Viagogo ulovligt?

Nej – Viagogo som markedsplatform på det frie marked er ikke et ulovligt foretagende, men det er en velsmurt pengemaskine med mere fokus på indtjening end forbrugerens rettigheder.

Viagogo er blot en markedsplads, der lever af den provision, der tjenes ved hver eneste handel. De er med mellemrum i myndighedernes søgelys ift. at overholde lovgivningen i de enkelte lande, men det gør ikke Viagogo ulovligt.

Platformen fungerer upåklageligt rent teknisk og er enormt nem at anvende. I langt de fleste tilfælde kan man som køber forvente, at man modtager, hvad man har betalt for.

Kritikken af Viagogo

Den generelle kritik er f.eks., at de bidrager til opskruede billetpriser, at de inden et officielt billetsalg sælger endnu ikke frigivne billetter (fordi de ved, billetterne kommer), at de ikke angiver varens oprindelige pris, eller at de ikke vil samarbejde med de kunstnere (Arctic Monkeys og Ed Sheeran), der forsøger at dæmme op for billethajernes videresalg af billetter.

Viagogo trækkes jævnligt med retssager, og i november 2018 blev de pålagt at ændre og forbedre deres vilkår vedr. forbrugerbeskyttelse.

Risikoen for snyd er langt mindre i dag, end det var tilfældet i Viagogos yngre år. Det ulovlige i Danmark er billetsælgerens forsøg på at opnå en fortjeneste på videresalget – uanset om det er gennem Viagogo, Facebook eller DBA.

En væsentlig udfordring er, at Viagogo er enormt ufleksible og svære at komme i kontakt med. Man skal typisk bruge en standard formular, som de så besvarer på et tidspunkt. De har et telefonnummer, men det er svært at finde.

Laver du det mindste fejltrin vedr. køb/salg/kontakt, eller mister du den købte billet, er der ingen hjælp at hente.

Hos Viagogo er brugerens identitet ikke synlig over for modparten, inden man handler. Køber har ikke mulighed for at tjekke modpartens intentioner med et telefonopkald eller andet.

Da Viagogos indtjening ligger i provisionen, har man naturligvis ingen interesse i at åbne identiteterne og dermed give køber/sælger mulighed for at handle uden om systemet.

Det betyder desværre også, at det er stort set er umuligt at anmelde en sælgers forsøg på at bryde loven. 

På baggrund af ovenstående er der for alvor kommet juridisk pres på Viagogo, og de må nødvendigvis forbedre gennemskueligheden markant.


Læs også: Avisen The Guardian har lavet et overblik.


Viagogos provision

Den store ulempe ved Viagogo (ud over den tvivlsomme forbrugerbeskyttelse) er den enormt høje provision – den er på 30-35%! Giver man f.eks. 300 kr. alene i provision pr. billet, er der altså andre måder at bruge sine penge mere fornuftigt på. Ganske vist er kurérforsendelsen ved køb af fysiske billetter inkluderet i provisionen, men det er stadig en pengemaskine, og det er dig, der betaler.

Den høje provision betyder også, at Viagogo naturligvis ikke har interesse i at stoppe en handel til skyhøj pris, så inddirekte bidrager de til opskruede priser.
Sælgers pris kan være sat drastisk ned kort før en given event, men næsten uanset hvordan man vender og drejer det, er provisionen et dyrt bekendtskab.

På et tidspunkt skal den rette koncertbillet nok dukke op andetsteds med bedre muligheder for at kunne tage bestik af sælger og købe til en fornuftig pris. Den officielle udbyder har ofte oprettet ventelister, man kan tilmelde sig, og nogle gange frigives et lille antal tilbageholdte billetter kort før koncertdagen.

Viagogos ry i Danmark

Viagogo er meget udskældt i Danmark, mens de i andre lande efterhånden kendes som en pålidelig og velfungerende platform til handel med eventbilletter.

Man kan således undre sig over, hvorfor deres ry er så dårligt i Danmark? Bliver alle danskere rent faktisk snydt, mens man ikke bliver snydt i Tyskland eller Frankrig? Kan man blive verdens største markedsplads for eventbilletter, hvis risikoen for at blive snydt rent faktisk ER så stor?

Verdens største billetudbyder og eventarrangør Ticketmaster/LiveNation arbejder hårdt på (særligt i Danmark) at advare imod det sekundære marked, og de er naturligvis en magtfuld deltager i spillet om verdensherredømmet.

Officielt handler det om at være på forbrugerens side og have et pålideligt produkt. Hele videresalgsmarkedet er desuden en kæmpe belastning for de autoriserede udbydere.

Uofficielt handler det om markedsandele, magt, indtjening, markedsføring og kølig konkurrencementalitet, men dette er en historie for sig.

Er din privat-købte billet gyldig?

Du køber en koncertbillet på det private marked, og du bliver bagefter usikker på, om billetten er gyldig. Så ringer du måske til den officielle udbyder for at få svar.

Udbyderen kan kun svare på, om stregkoden på tidspunktet for din henvendelse er gyldig, og det er den som regel.

Udbyderen har ikke en jordisk chance for at vide, om en given e-ticket (PDF-fil) f.eks. er videresolgt til flere forskellige personer.

Særligt Ticketmaster og LiveNation Danmark bruger oceaner af ressourcer på dette hver eneste dag uden at få andet end irritation ud af det – og de kan ikke hjælpe dig.

Et råd herfra kan være:
Tænk over, om din usikkerhed bunder i advarselskampagner, panik, egen uforsigtighed eller en almindelig sund skepsis? Brug din sunde fornuft.

Udsolgt hos den officielle forhandler?

Hos KARKON Koncertrejser har vi tit mulighed for at tilbyde koncertbilletten for pålydende pris som tilkøb til bustransporten, hvis man er tidligt nok ude. Vi er ikke officiel forhandler af billetter, men vi har samvittigheden i orden og sælger kun til officielle priser.

Skal du bruge bustransporten, kan det være en idé at spørge os vedr. koncertbilletten, inden du i ren panik forvilder dig ud på det sorte marked. Ordnede forhold, gennemskuelige priser og mulighed for at komme i kontakt er altid at foretrække.