Royal Arena, København

Royal Arena
Hannemanns Allé 18-20
2300 København S

Indendørs multiarena
Byggeår: 2016

Kapacitet ved koncerter: 16.000

Royal Arena website

Om Royal Arena

Royal Arena er en moderne, skalérbar multiarena med vægt på kvalitet, funktionalitet og design.

Arenaens ovale form og de brudte linjer i opbygningen af tribuner giver glimrende forhold til god koncertlyd, hvilket oftest også er tilfældet i praksis.

Arenaen opleves egentlig ret intim ift. kapaciteten, og man kan sige, at der ikke findes ‘direkte dårlige’ pladser. Sidder man på de øverste rækker under taget, er lyden dog (af gode grunde) lidt udfordret.

I planlægningsfasen har man formentlig skævet kraftigt til de arenaer, der blev bygget rundt om i Europa i 90’erne og 00’erne. Arenaerne i Hamburg, Berlin, Hannover, Prag, Köln m.fl. har i mange år været langt at foretrække ift. den gode koncertoplevelse.

Nu har vi i Danmark endelig fået en arena med samme fysiske forhold.



Koncertanmeldelser fra Royal Arena (eksterne links):

Depeche Mode, 2018 (GAFFA)

Paul McCartney, 2018 (Soundvenue)

Queen + Adam Lambert, 2017 (XQ28)


Publikumslogistik

Royal Arena er en god og tryg oplevelse til koncerter ift. indgang/udgang og toiletter – let adgang uden uoverskueligt lange køer. Der er 3 indgange og 3 levels i arenaen, hvilket giver en god fordeling af publikum.

De store sammenhængende foyerarealer har god plads til publikum og gør det let at komme rundt. Barer / forplejning er fint fordelt – dog med en del kødannelse inden koncerten.

Garderobeforhold skal man være opmærksom på. Kun på level 1 findes der en bemandet betalingsgarderobe, og den skal man ikke benytte, hvis man vil hurtigt hjem.

Der er desuden mulighed for at leje et såkaldt ‘locker’ forud via en app og betaling med MobilePay. Disse findes i begrænset antal, og størrelsen er 30x30x45 cm. – nok til et par jakker.

Andre forhold vedr. arenaen er fint beskrevet her:


Royal Arenas side ‘Dit besøg’


 

‘Begrænset udsyn’ på billetten?

Billetter i yderområderne kan være påskrevet “Evt. begrænset udsyn / sideindsyn”, hvilket er naturligt for siddepladser helt oppe ved siden af scenen. Du kan dog også komme ud for, at samme tekst er påskrevet billetter til en række midt på en tribune.

Årsagen er, at der hele vejen rundt på tribunerne er et par rækker, hvor synsfeltet generes af gelænderet i glas og stål. Priskategorien er dog ikke lavere af den grund.

Parkering

I Ørestaden er der inden for de seneste år opført flere P-huse, og det var der kraftigt behov for. Der vil forventeligt være lidt pladser ledige på en koncertdag, men kom i god tid – det kan være, du kommer til at køre en del rundt.

Der er i øvrigt en stor P-plads lige uden for arenaen, hvor mange i afmagt vælger at tage chancen og sætte bilen inden koncerten – og dét er guf for enhver P-vagt. Pladsen kræver nemlig gyldig P-licens fra kommunen og er ikke baseret på timebetaling.

P-vagterne er effektive på enhver koncertdag, og indtægten på en koncertaften er en regulær pengemaskine. Om eftermiddagen inden koncerten er der sjældent tæt trafik i området, men når publikum skal hjem, er der meget tæt trafik og lange køer på især Hannemanns Allé, færdselsåren til motorvejstilkørslen.

Generelt har man i planlægningen af området lagt vægt på metrolinien som københavnernes hovedfærdselsåre til Royal Arena.

Det har således aldrig været intentionen at lave plads til 3.000 biler på en koncertaften – offentlig trafik er grønnere trafik, og det har man brug for i hovedstaden.

Offentlig transport

Det er let at komme til København med tog eller fjernbus, og det er let at komme rundt med metro og bybusser. Vil man udover koncerten også gerne opleve vores hovedstad (f.eks. i en forlænget weekend), er der masser af muligheder. 

Metroen stopper ved Fields, og herfra er der ca. 10 min. gang til arenaen. Efter koncerten er der tætpakket i metroen, så vær tålmodig.

Koncertbusser

Koncertbusser til Royal Arena er et godt alternativ til at køre selv, hvis man bor vest for Storebælt. Man slipper for hovedstadens trafik og udfordring med parkering, men det vigtigste er måske:

Man har sin faste plads i koncertbussen lige uden for arenaen, man slipper for menneskehavet i metroen eller bybussen, og man skal ikke selv køre hele turen hjem om natten efter koncerten.

KARKONs koncertbusser ankommer typisk først på eftermiddagen, så man har tid til at shoppe i Fields eller tage en tur ind til Nyhavn, på Christiania, se et par seværdigheder eller hilse på dronningen. Bussen kører retur ca. 30 min. efter koncertens afslutning.

Der findes desværre ingen fast busparkering i Ørestaden, men vi parkerer så tæt som muligt på arenaen.